DSH: Dyrehaven-VK vs. Nordenskov UIF

Weekendens volleykamp var blevet flyttet til en træningsaften, for at lette Nordenskovs benarbejde, medhensyn til at finde nok spillere til startsekseren.

Til aftenens kamp var træner Lars’ målsætning at vinde overbevisende 3-0, samtidig med at startopstillingen til Fortuna kampen kunne få nogle minutter på banen. Eller i hvert fald at se hvordan den formodede startopstilling kunne se ud.
Det skyldes at holdets normale anfører Poul har valgt at nedprioritere volleyball, samtidig med at holdet står overfor sin vel nok vigtigste kamp, når Fortuna venter på udebane d. 20 marts. Derfor var det nødvendigt at afprøve forskellige opstillinger i kampen mod Nordenskov.
Om det er et karrierestop der så småt luftes, eller om det bare er en vigtig fødselsdag Poul har som undskyldning er uvist, men skuffende er det i hvert fald! 🙂

Kampen mod Nordenskov blev lige så spændende som undertegnede havde håbet på. Personligt syntes jeg at Nordenskov spillede noget af det bedste de endnu har præsteret imod os. Andre på holdet mente at vi spillede mindre godt, og at det var grunden til Nordenskov derfor kom så tæt på som de faktisk gjorde.
Kampen blev vundet med 25-21, 25-21, og 25-23. Cifrene vidner om en tæt og spændende kamp, hvor det først var imod slutningen af hvert sæt at DVK kunne trække fra og vise hvorfor de er nr. 1.

Generelt spillede de fleste godt, og Kenneth (aka Prince C) blev fortjent kåret til kampens spiller (men på en billig baggrund, da hævningerne til netop Kenneth var noget nær landsholdsklasse, så den havde hæveren faktisk set komme).

I næste weekend venter Fortuna Odense Volley på udebane lørdag kl. 18. Hvis DVK vinder denne kamp er oprykningen en realitet.

Det kan i øvrigt nævnes at DVK fører med fire point til netop Fortuna, og med to kampe igen skal meget gå galt hvis ikke DVK spiller i 2. division i sæsonen 10/11.

//referent Simon (Red: dagens hæver)

Leave a Reply

Your email address will not be published.